English version




State of the Art


Under navnet State of the Art lancerer Art Copenhagen en ny tilbagevendende udstillingsplatform for den allernyeste samtidskunst. Messen har inviteret den danske kometkunstner Jeppe Hein til at være kurator. 
 
State of the Art er navnet på Art Copenhagens tilbagevendende udstilling, hvor en aktuel samtidskunstner fra et af de nordiske lande får mulighed for at give sit bud på de allermest hotte og upcoming navne på kunstscenen - morgendagens nye talenter, som de fleste af os endnu ikke kender, men som allerede har gjort sig bemærket i forskellige sammenhænge i udlandet eller i Norden.

Art Copenhagen har inviteret den aktuelle danske kunstner Jeppe Hein, der til efteråret indtager ARoS med en stor soloudstilling, til sammen med co-kurator Sisse Malene Markvardine Petersen, at indvie udstillingsområdet som kurator for State of the Art nr. 1.
Om det nye initiativ siger Hein: "Det er en enestående eksponeringsmulighed for den uopdagede del af kunstscenen at blive inviteret indenfor og møde det danske og internationale kunstpublikum. Jeg håber at kunne give messens gæster en ny og anderledes oplevelse og være med til at gøre folk nysgerrige på nogle af de nye kunstnere, der er på vej op."

Jeppe Heins kunstnerliste indbefatter ti navne hentet fra det danske og tyske kunstmiljø. Kunstnerne er: Aprés Nous (DE), Nina Beier (DK), Søren Engsted (DK), Thilo Frank (DE), Lasse Schmidt Hansen (DK), Jacob Dahl Jürgensen (DK), Claus Larsen (DK), Florian Neufeldt (DE), Claus Rasmussen (DK) og Ulrik Weck (DK).

I forlængelse af kurateringen samt i forbindelse med hans soloudstilling på ARoS kan Jeppe Hein opleves i en samtale med Oliver Stilling på Art Copenhagens scene d. 19. September kl 16.00.























ART COPENHAGEN - NORDENS KUNSTMESSE 2010   -   FORUM COPENHAGEN   -   WWW.FORUMCOPENHAGEN.DK   -   INFO@FORUMCOPENHAGEN.DK